torsdag den 19. april 2012

Dårlig samvittighed og velfortjente fridage!


Jeg må vidst efterhånden indse at det ikke er de daglige, eller for den sag faste ugentlige indlæg det bliver til her på bloggen. Men så er det altså sådan det er, total mangel på balance, struktur og regelmæssighed, i korte perioder bliver bloggen bombaderet - for så kort efter at blive drøn stille.. Det er lidt synd, men det ser ud til at være omstændighedernes vilkår. Ind imellem fortaber jeg mig lidt i skole projekter, små hjemme opgaver og hverdagsroderi, men jeg skal nok vende stærkt tilbage og forsøge at få lagt lidt ud ind imellem. Det er ikke fordi jeg ikke har noget på hjertet, men nærmere problemet med at finde tid til at sætte sig og skrive, mens man stadig har det siddende der hvor det giver bedst mening..

Mini manden er endelig blevet klippet - og ja, det trænger til et lille eftersyn - sådan en motorisk overudviklet krudtugle er ikke det nemmeste at gå til med en saks




Vi er ved at berede os på sommer og frilufts liv.. Jeg kan ikke helt regne ud hvilken vinkel det kom fra, altså vores tiltagende udflugter til det afsidiges. Men sådan er det i hvertfald blevet. I sidste uge købte store bassen en kano! Ja, en fem meter lang kano, med et to centimeter stort hul i siden og seks centimeter lang flænge i midten. Men det kan fikses siger både han og min far, og det er dermed erklæret for nyt familie projekt i garagen på Fyn.

Det er fint nok, så længe der ikke bliver forventet at jeg tilbringer samtlige sommer weekender sejlende op og ned af Guden Å'en..

Nå, men klar til endnu en køretur rundt i europa er vi i hvertfald - meget endda. Sommeren kan kun komme for langsomt i øjeblikket. Selvom jeg synes det er spændende, og en god tanke at vi på skolen skal lære de mere alsidig aspekter af vores uddannelse og fremtidige erhverv, så forekommer det mig en anelse formålsløst for tiden, og jeg har så frygtelig svært ved at holde mig selv til ilden, når jeg ikke kan se hvad meningen skal være.. Vi kan umuligt nå at bruge al den info der bliver forsøgt hældt på os for tiden, og jeg ved at hele det her 1. semesters grundforløb kun munder ud i én enkelt eksamen. Skriftlig, to timers alt mulig quiz - tøm hovedet og se hvad der har sat sig fast. Det er fint nok, men så langt fra de krav man ellers var van til fra gymnasiet, og når det så ikke engang ligger sig op af ens speciale er det svært at vedligeholde begejstringen, fremfor bare at kaste håndklædet i ringen og tage sig endnu en fridag.

Specielt når jeg ved at de timer jeg har været til den her uge, gik med at træne korrekte verber (basic 6. klasses engelsk) for at styrke vores kommunikationsevner, og derudover arbejde med SWOT analyser etc. Noget vi ellers brugte tæt på halvanden uge på at lære og sætte os ind i, før vi gik på påskeferie, i forbindelse med vores værdikædeprojekt. Det er svært helt at forstå hvorfor jeg skulle bruge så mange kræfter på først at lære det på egen hånd, skrive en større opgave om det og dernæst modtage undervisning i det..

Man kan ikke tage sig en velfortjent fridag når man er på barsel, tværtimod er man taknemlig for ti minutters fred, til et velfortjent varmt bad eller et helt måltid morgenmad uden afbrydelser.. Og så længe jeg arbejdede i børnehaven var det bestemt heller ikke fridage der var flest af. Tror ikke jeg har haft en pjækkedag siden gymnasiet, så den her uge står altså i afslapningens tegn. Jeg nyder stilheden her hjemme. Om bare én lille månedstid går store bassen på læseferie og så er freden forbi!

Nye soveposer til undertegnede og mini manden.. Normalt går vi efter mærker vi kender, men den her gang havde eventyrsport lækre, europæisk produceret, gåseduns soveposer på udsalg.. Så jeg forsøger mig med det nye mærke Nordisk - og indtil videre er det intet mindre end fantastisk!


// Haglöfs Toddler sovepose // Nordisk luksus sovepose // Store bassens North Face sovepose//

Mini bassen hjælper med at pakke ud..
Hvis bare han kan få kassen, er alting godt..







Puha, sikke en smøre det blev til. Dårlig samvittighed og dovenskab. Det er der åbenbart bare meget at sige om! I morgen har både bassen og jeg heldigvis fri - så god weekend, lige om lidt!






2 kommentarer:

  1. Dejligt at læse sådan et humoristisk indslag.. :-) Et fornøjeligt break-out her i vores nok så kedelige foredrag. Det lyder spændende med jeres ferier.. Nu må det gerne snart blive sommer, så vores Quiz kan overståes :-) God weekend. Vi ses næste uge.

    SvarSlet
  2. :) Tak, hvor er du sød.. Haha, tænkte nok det ville være kedeligt. Kunne heller ikke regne ud hvor vi skulle være - så gav jeg ligesom bare op. Har ellers pakket tasken og smurt madpak. Hehe, ja helt sikkert! Det kunne være rart snart at komme igang med noget vi rent faktisk ved vi skal bruge til noget.. Tak, i lige måde! Ses mandag..

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...