lørdag den 11. august 2012

Work in progress

Sommerferien begynder så småt at nærme sig sin triste ende. De sidste fem uger har budt på meget og er i hvert fald blevet udnyttet til deres yderste.. 

Det er en sær ting, det her med at starte nye ting op og lukke gamle kapitler. Det fylder stadig meget i mine tanker når der er tid. Jeg har lagt mange ting bag mig. Hele graviditets perioden med Troels var nærmest meditativt for mig. For første gang, i noget der nærmer sig ti år, var jeg tvunget til bare at have ro på. Ingen byture, ingen drama, ingen store armbevægelser, bare ro og atter ro. Det gav seriøst meget tid til eftertanke, ind imellem også langt mere end hvad jeg syntes var nødvendigt. Pludselig havde man tid til at mindes, tid til at mærke efter, vågne op og se sig omkring. Forholde sig kritisk til sit liv. 

Og så flyttede vi jo, til sidst, da barnedåb, operation og arbejde var afviklet startede vi forfra her, i Ikast. Folk spørger mig tit om ikke det er langt væk, hvordan vi bare kunne gøre det. Eller også spørger de om jeg var klar til hele det der omfattende forældreskab, om jeg havde nået det jeg ville. Svaret er let, jeg havde forlængst fået de byture der var påkrævet og meget mere end hvad der var nødvendigt. Vi havde brug for forandring, scene skifte.

Og langsomt begynder jeg at kunne se brikkerne falde på plads. Livet udvikler sig pludselig i helt andre retninger end nogensinde før. Det viser sig at når man ikke bruger 2-3 dage om ugen med hjernedøde byture så dukker der andre udfordringer op. Udfordringer man faktisk kan bruge til noget konstruktivt. 

Nye stoffer
// Karry & Creme strech velour // Hvid råsilke // Sort, karry & brun viscose/lycra jersey // Koks grå uld/viscose //
// Caramelbrun babyfløjl //


Grønlykke liberty


Brune Jersey pants - not done

Koksgrå uld/viscose vævet nederdel - also still in progress







Den anden aften sad jeg og så Alexander Wangs imponerede modeshow fra New York Fashion Week på DrK (som vidst nok, by the way, kører hele ugen fra kl. 20). Det slog mig at jeg har brugt de forrige mange år på at begrænse mig selv, holde fødderne på jorden. I kender det godt, den der typisk danske pessimistiske tilgang. Og for første gang i meget lang tid tillader jeg efterhånden så småt mig selv at have drømme, ambitioner, mål. 

Efter at have brugt samtlige af mine teenage år på langsomt at forsvinde væk i nærmest hvad som helst der bød sig, føles det ret godt endelig at kunne begynde at se fremad...

2 kommentarer:

  1. Fint, fint indlæg, SÅ godt skrevet. Meget stemningsfyldt og ærligt! Jeg har jo altid vidst at du var så reflekterende, men det er bare helt vildt at du sådan er det i det åbne.
    Derudover der den sorte nederdel ALT for fed, sådan en ville jeg gerne ha! (Jeg ser en del af dem herovre i San Francisco, gerne i plisseret gennemsigtigt stof med en lille tæt jersey-nederdel under - ligesom en gammeldags plisseret "konet" nederdel i en ny, sexet version) Jeg er dog mere vild med den ikke-plisserede, mere bohemelignende version du har :)

    SvarSlet
  2. Hehe, tak søde lærke pigen :)
    Jeg er jo aldrig mere åben end at jeg synes er forsvarligt og til at holde ud. Vi er jo trods alt dem vi er..
    Jeg var også forbi din nye fine blog :) Kender alt for godt følelsen af at være bagefter med indlæg. Uhh og tak igen. Ja, kunne jeg forestille mig! Jeg syede nemlig også en lille sort jersey nederdel til underdel, så snart jeg var færdig.. Du må sige til hvis det skulle have interesse, så gør jeg det gerne for dig smuksak!

    Nyd nu San Francisco! ;)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...