Nogle måneder tilbage, begyndte jeg for alvor at blog-kikke. Det var en rar afveksling, en ny måde at få masser af gratis og dejlig inspiration. Nye indtryk. Jeg er typen der altid føler mig fristet til liiige at købe et nyt magasin når jeg kommer forbi blad-hylderne, under mine indkøb. Men jeg er penge bevidst, og derfor bliver det en sjælden nydelse. Bloggene var tilgengæld ganske gratis. En helt ny og let måde at få tilgang til meget af det samme materiale, som jeg normalt betaler 50-100 kr. for.
Der startede det altså, ved at kikke. Og hen af vejen, tænker man "hei, det der kan jeg da oss". Jeg har hygget mig super meget med at få det tekniske til at svinge og fungere. Det var en helt ny verden - igen - der åbnede sig for mig. En kæmpe tidsrøver, men et godt projekt synes jeg. Og igen mødte jeg nye veje til inspiration og stiftede, blandt meget andet, kendskab med
Pinterest. Hvilket, btw, er ret godt tænkt. Det vil jeg helt sikkert blive ved med at benytte mig af, blog eller ej.
I dag sidder jeg så og tænker; "Hvorfor blogge når der er 117.000 andre kvindemennesker der har fået præcis samme tanke?" Da jeg gik igang med projektet, tænkte jeg på bloggen som en forlængelse af facebook. Et sted hvor jeg kunne lægge lidt kreativt fra symaskinen ud og tilknytte et par kommentarer. Efter fisen er kommet til verden, foregår en stor del af kommunikationen med familie over facebook. Det har været en virkelig god og nem måde at nå alle på éngang og give selv de fjerneste dele af familien et månedtligt indblik i vores hverdag og mussens udvikling. Bloggen var tænkt som en forlægelse deraf, men samtidig mit eget projekt. Et sted hvor jeg kunne skrive lidt og hvor andre måske med tiden kunne få et lille indblik i skolegangen som designstuderende. Noget jeg ledte meget efter da jeg overvejede om det var den retning jeg skulle gå i, og hvorledes jeg skulle gøre det. Men selvfølgelig er det et narsicistisk og selvcentreret projekt. Det er lidt uhyggeligt i hvor høj en grad man idag har mulighed for at skabe og forme omverdenens billed af én selv. Hele det aspekt gjorde også at jeg i langt tid bare slog det hen, og syltede ideen om at blogge som en dårlig eftersmag af dette århundredes eksploderede internetforbrug.
Opsætningen af bloggen har været en usædvanlig kreativ proces i sig selv. Men når alt det "sjove" er ovre, og man sidder tilbage med sin blog og skal til alt fodarbejdet, synes jeg det begynder at blive kringlet. Blog efter blog læste jeg om den spæde start som ny blogger, det kæmpemæssige arbejde der ligger i at få faste læsere og alle de mange fusser hvis tæer man skal passe på ikke at træde over. Jeg orker det simpelthen ikke. Jeg står helt af. Fuldstændig. Det var nok det største turnoff jeg længe har oplevet. Jeg gik fra at være fyr og flamme, til bare at have lyst til at lukke og slukke. Specielt når man kom ind i hele debatten om "blog etik og etikkette". Den dræbte næsten lysten fuldstændig. Debatten der kunne have været fornuftig og lærerig, var kommentar efterfulgt af kommentar om hvorledes den ene og den anden havde opført sig, hvem der havde sagt hvad og hvordan man forventede at andre bloggere bar sig an. Det skabte seriøse associationer til folkeskolen - hvilket forresten også var den rene kattepine.
Min fantastiske store nyopdagede blogverden, blev drastisk reduceret til et lille lukket hønsehus. OMG! Den havde jeg bare ikke set komme, og som jeg dykkede ned i min lille blog-verden og kastede mig ud i et større net af "jeg følger" tråde, så jeg langsomt nettet blive spredt ud for øjnene af mig. Og i tåger gik det op for mig at det hele var bundet sammen på den ene eller anden led. De store blogs snakker sammen, læser hinandens, mens alle de andre, de mindre og de mindste, hurtigt finder deres plads i hierakiet og forsøger at hægte sig på. Samme tendens ser jeg når jeg falder over små fantastisk inspirerende mode blogs, ført af små 14-piger. Af og til har jeg det næsten som om jeg er inviteret med til deres lukkede hall-ball førfest.
Og det smadrede magien for mig. Oplevelsen af den der store sprudlende verden af kreativ energi, udsendt fra alle dele af norden og spredt til tusinde af mennesker, blev væk. Tabt i et grådigt hav der har åbnede sig for mine fødder. Et hav af blogger der alle har noget at byde på, men bare ikke alle snakker med de rigtige mennesker. Dog har alle det tilfælles at man altid hungre efter at blive større, flere faste læsere, flere give aways, mere response. Billedet af "de glade givere", bloggerne der bloggede fordi de bare måtte blogge, gik for alvor tabt for mig. Jeg så istedet et mønster af piger og kvinder der bloggede fordi de søgte anerkendelse og opmærksomhed. Specielt da hele konceptet omkring "give away" gik op for mig (ja, jeg har været lidt langsom) faldt 10-øren. Skulle jeg forære ting væk, gide gå på posthuset og betale for at sende dem - blot for at få læsere? I kan sige hvad I vil, men glansbilledet blegner sgu.
Jeg er godt klar over, at for rigtig mange blogger, er bloggen et middel til selvpromovering. Ikke kun af én selv men ligeledes af éns forretning. Og det er også fint nok, men bør andre bloggere indrette sig derefter? Den skjulte reklame. Af og til føler jeg sgu mit liv er en lang reklame pause. Er ingen steder helligt?
Samtidig bliver man evig og altid slået i hovedet med den her højt opsatte "ophavsret". Jeg er godt opdraget, og var aldrig kommet igennem min gymnasie tid med et gennemsnit på 9, uden at kunne det mest basale, nemlig "kildekritik" og "litteraturliste". Selvfølgelig skal man linke, men hvad sker der for den her paniske tilstand af angst for at nogen rent faktisk skulle synes om ens ting og "låne" et billed eller to. Hvor herre bevares! De fleste blogge løber rundt lige præcis fordi at det ved internetteskraft er muligt at låne, hugge og stjæle fra alle større virksomheders billedarkiver, og derefter fornøjeligt dele ud af dem i et indlæg om næste uges køb eller forrige måneds udsalg. Men gud forbyde at de samme skulle ske for dem. Er vi ude i en klassisk; "morale er godt, men dobbeltmorale dobbelt så godt?". Ret mig hvis jeg tager fejl..
Ja i hvertfald må det her da være en af verdens største selvmodsigelse; "at blogge om, hvorfor man burde lade være med at blogge?" tja.. Surt opstød, kald det hvad du vil. Det lå mig på hjerte..
